Lovene var mundtligt overleverede retstraditioner. I besyndelsen af middelalderen udøvede stormændene lov og ret. Med kirkens og gudsfredens indtog i Danmark ændredes dette. Nu krævedes det, at kongen opretholdt lov og orden i samfundet. Kongen dømte i henhold til landskabslovene. Til gengæld fik han del i bøderne, der efterhånden blev en del af kongens økonomiske grundlag.
Landskabslovene nedskrives ca. 1150–1250, hvorefter begrebet gudsfred begynder at gøre sig gældende, og kirken legitimerer kongens ret til at udøve lov og ret i samfundet. I Jyske lov fra 1241 står direkte, at landet skal styres og værges af kongen eller hans embedsmænd.
Landets købstæder som fx. Søborg stod uden for landskabslovene, fordi de havde deres egne købstadslove. Disse love var godkendt af byherren (som regel kongen). Kongen beskyttede byerne og handlen dér, imod betaling af afgifter.
Lov og ret
Danmark i middelalderen bestod af tre retskredse, og tre landsting med hver sin lov, landskabslovene. Jylland og Fyn med Viborg ting, Sjælland med Ringsted ting og Skåne med ting i Lund. Først i 1683 blev Danmark et samlet retsområde med Christian d. 5`s Danske Lov.
Opdateret d. 1-11-00