|
Af Simon Steenfeldt Laursen Valby betyder »byen på sletten«. Navnet henviser til det sletteområde byen ligger på, og som tidligere skilte sig ud fra da store omliggende skovområder. Et resterende skovområde Valby Hegn indeholder i den vestlige del seks flotte langdysser, der fortæller om en betydningsfuld fortid. Valby er dobbeltsogn med Helsinge, hvilket vil sige de har fælles præst. Annexgården bag ved kirken var tidligere under præsten, og frem til for ikke så mange år siden var der en stue på gården, som præsten kunne gøre sig i stand i før gudstjenesten. Valby sogn består ud over hovedbyen af en del små samfund Mønge, Slettelte, Bannebjerg, Valby Huse, Valby Overdrev, Aggebo og Hemmingstrup. Valby var i middelalderen en betydningsfuld by! Holbo Herred var da et retsområde dækkende det nuværende Helsinge og GræstedGilleleje kommuner samt Nøddebo sogn. Det blev i 1285 udskilt fra det tidligere meget store Strø Herred på grund af befolkningsvækst. Herredstinget, som var mødestedet for retten, blev holdt i det fri i Valby. Valget af Valby var ganske logisk, da det var områdets centrum. Lidt syd for kirken lå galgebakken, hvor de hårdest dømte blev henrettet. Der var dog andre jurisdiktioner i Holbo Herred, nemlig købstaden Søborg og i senmiddelalderen Esrum kloster. Herredet blev som ret i 1686 afløst af Kronborg Birk. Valby var med 18 gårde en af områdets større byer gennem middelalderen. Byen fik sin jord udskiftet allerede i 1788. Det vil sige, at de fra at drive jorden i et landsbyfællesskab fik hver gård sit eget samlede jordlod. Det foregik på en særegen måde fra magthavernes side. En gruppe bestående af fremtrædende bønder bl.a. fogeden fik automatisk den attraktive jord, der grænsede op til byen. En mellemgruppe trak lod om de resterende gode jordstykker. Lavstatusbønderne herunder to enker fik jord langt fra byen og måtte flytte ud på marken. Blandt byens 30 huse med daglejere, husmænd og små håndværkere fik 15 husmandslodder ude i området. Det fantastiske ved Valby som landsbysamfund er, at byen i store træk fremstår, som den kom til at se ud efter udskiftningen. De syv gårde med jord op til byen ligger stadig i byen, om end funktionen som landbrugsdrivende i dag er stærkt på retur. Husene har videre bevaret deres præg som gamle gadehuse gennem bl.a. strikse retningslinier for byggeri. Villakvarterer og diverse typer af rækkehuse findes slet ikke. På et tidspunkt var der tale om opførelse af andelsboliger, men det blev droppet grundet lokal modstand. Det lokale liv er præget af Valby Forsamlingshus stiftet i 1903 og det nuværende bygget i 1909, Valby Gymnastik og Idrætsforening stiftet i 1936 samt Valby Bylaug stiftet i 1980. Byen fik sin første skole med rytterskolen inde i byen allerede i 1720-erne, der fungerede helt frem til 1912. Den afløstes af Valby skole nogle kilometer øst for byen, som allerede blev nedlagt i 1959 og i dag er efterskole. Så sent som for blot en lille snes år siden var der to købmand i byen, i dag er der ingen dagligvarebutikker. Valby har dog formået at bevare en uspoleret og levende oprindelig landsby. |